Mit første indlæg
Efter flere overvejelser, har jeg besluttet mig for at lave noget modellering omkring alkohol og alkohols nedbrydning i kroppen.
Jeg vil bruge nogle oplysninger fra et forsøgsark fra et fysiksystem til 9. klasse (Ny Prisma 9). En af forudsætningerne er bl.a. at en kvindes krop har en vandindhold på 60% og en mands krop har et vandindhold på 70%. Jeg vil også prøve at finde frem til, hvor hurtigt alkohol forbrændes i leveren. Så vidt jeg ved, er det en lineær funktion - eller tæt på. Forbrændingen (hvis man kan kalde det det) pr. time er konstant.
Oplysninger om, hvor hurtigt alkohol forbrændes i kroppen, kan jeg ikke finde på arket.
Disse oplysninger finder jeg på sundhed.dk:
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/alkohol/alkoholpromille-beregning/
På forsøgsarket kan man læse sig til, at koncentrationen af alkohol i blodet (promillen) afhænger af vandindholdet i kroppen - og dermed også af kropsvægten. Den afhænger desuden af, om man er mand eller kvinde, da mænd - typisk - indeholder mere vand end kvinder. Ved samme kropsvægt.
03-03-20
Det, jeg bl.a. gerne vil nå frem til med min modellering, er at vise grafisk hvordan promillen falder med tiden. Indtil videre han jeg fundet ud af, af forbrændingen er en lineær funktion af tiden. Det er i hvert fald det, de går ud fra i artiklen på sundhed.dk.
04-03-20
Til sidst landede jeg på at lave beregningerne i Excel. Mest fordi det var det, jeg havde mest erfaring
med.
I første version kom mit regneark til at se sådan ud:
Første version
Alle beregninger ligger faktisk i celle D16, der indeholder flg. formel:
=$D$14*$D$9/$D$13/HVIS($D$12="m";68;55)*100
I bund og grund er det faktisk bare formlen m/Mv fra forsøgsarket. Hvor m er massen af alkohol og Mv er massen af vandindholdet i kroppen.
For at lave mulighed for at vælge kvinde eller mand, fandt jeg frem til at jeg kunne bruge en HVIS-funktion. Den fungerer på følgende måde:
"Funktionen HVIS gør det muligt at foretage
logiske
sammenligninger mellem en værdi, og hvad du forventer.
Så en
HVIS-sætning kan have to resultater. Det første resultat er, hvis din
sammenligning er Sand,
det andet hvis
din sammenligning er Falsk.
For eksempel
=HVIS(C2="Ja",1,2) betyder HVIS(C2=Ja, så returneres 1 – ellers
returneres 2)."
Så altså, hvis man indtaster et m, så bliver vandindholdet sat til 70%. Ellers vil den blive sat til 60 %.
Procenttallene har jeg hentet fra fysikarket øverst. Dollartegnene i formlerne er der for at "låse" tallene fast til cellerne.
I celle D9 kan man indtaste antal gram pr genstand. I Danmark er det almindeligvis defineret til 12g. Men kan svinge mellem 10 og 15 g - derfor også denne mulighed.
Link til Excel-fil
%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%%
05-03-20
Regnearket der skulle vise promillen, når man indtastede genstande, vægt og køn fungerede sådan set fint. Men målet var at regnearket skulle vise en graf over promillen som funktion af tiden.
"Som grundregel kan man sige, at for hvert 10 kilo en person vejer, kan leveren forbrænde 1 gram ren alkohol pr. time."
Derfor har jeg i celle D24 lavet en formel, der deler kropsvægten med 10. Det er så dette tal, der bliver brugt i tabellen nedenunder.
Beregningen i tabellen nederst var svær at få til at fungere. Den er lavet sådan, at den efterfølgende celle bygger på den foregående. På den måde kan tabellen forlænges til x antal timer.
Link til regneark med tabel
06-03-20
Mit sidste ønske var, at jeg gerne ville have vist tabellen med timer og promiller som en graf. Det er heldigvis ret ligetil i Excel. Her er et eksempel på en graf med en kropsvægt på 80 kg og et indtag på 10 genstande:
Og regnearket som det ser ud med graf:
Link til regneark med graf
Regnearket med grafen kan sagtens vises i Google Sheets, men ser umiddelbart pænere ud i Excel. her kommer overskriften "Promille" også med.
Slutkommentar
Jeg synes, at mit projekt med promilleberegning har været en overskuelig opgave. Det har været en fordel, at der har været tale om en lineær funktion. Opgaven - eller dele af den- ville godt kunne løses af elever i 9. eller 10. klasse. Det har været helt oplagt at bruge regneark til det, for at beregningen kunne blive dynamisk. Man kan indtaste vægt, antal genstande osv. som man har lyst. Det har været vigtigt for mig, at det var en opgave, der umiddelbart gav mening. Især giver det mening at vise promillen i form af en graf. Næste skridt kunne være at lave den mere brugervenlig, så man kun ser de vinduer/celler som tallene skal tastes ind i.
En ide kunne også være, at få beregnet en persons BMI. Og bruge dette tal i den videre beregning af alkoholpromillen. Måske vil det give mere præcise/sandfærdige tal?
I forhold til processen vil jeg sige, at jeg har forsøgt at holde mig til nogle områder, jeg kendte til i forvejen. Så jeg har ikke for alvor løbet panden mod muren. Det er vel også noget en god modelbygger skal kunne - eller kunne undgå? Opgaven kunne sikkert også have været løst i Geogebra eller måske i WordMat.
Kommentarer
Send en kommentar